Michael Jackson Rest in peace

Thriller

ULTRA FORCE

Hong Kong-action er en genre, som jeg ikke ved meget om, og jeg snuppede da også mest denne VHS i en genbrug for nylig på grund af dens typiske, overdrevne firser-cover med eksploderende fly, bad guy med Rambo-bandana og teksten ”300% action!”

Og filmen var så afgjort en actionmættet, positiv overraskelse: Fra første scene står den på kampsport, biljagter og skyderi i et sindsvagt tempo og en af filmhistoriens mest utrættelige kvindelige undercoveragenter Michelle Khan (Michelle Yeoh). Alene den første scene, hvor Khan og hendes hold overmander nogle flykaprere, er mere actionpacked end mange gennemsnits-actionfilm – og enormt opfindsom: Som da vores heltinde klasker skurkene med en skumslukker og en drinksvogn, selvom hun sikkert har det sorte bælte, og da et vindue sprænger og der opstår undertryk i kabinen, stopper hullet med en af skurkenes hoveder. Sådan! Der er også slagsmål med en motorsav, en der begraves levende af en bulldozer og meget andet godt.

Udgaven er en dansk købevideo med amerikansk-engelsk dubbet tale, og den joviale amerikanske dialog kombineret med de fjollede hverdags-mellemscener i tung firser-stil står i tæerkrummende kontrast til al den benhårde og elegante kampsport-action.

Historien er noget med et hemmeligt broderskab, der har svoret at ”Leve samme eller dø sammen”, efter de har overlevet en ikke nærmere bestemt junglekrig, men det forklares ikke hvad de kæmper for eller hvorfor den ene er i fængsel. Men i det hæsblæsende tempo når man faktisk ikke rigtig at undre sig over det…

Ultra Force (alias In The Line Of Duty / Royal Warriors / Police Assassins / Hong Kong Cop) (1986)
Med Michelle Yeoh, Ying Bai m.fl.
Inst.: David Chung. Manus: Kan-Tseung Chang

Nyd et 4-minutters sammenkog af festlighederne her...:

Lov og uorden

Hvad sker der, når den udøvende magt får for meget magt – og når forholdet mellem sikkerhed og frihed bliver for anstrengt? Det er temaet i en del spændingsfilm fra 1980erne. To af dem er actionbaskeren Maniac Cop og tv-dramaet The Guardian.

I tv-filmen The Guardian har beboerne i en Manhattan-ejendom fået nok af indbrud og overfald, så de ansætter en tidligere soldat John Mack (Louis Gossett jr.) som dørmand – nu skal der styr på hvem, der kommer og går.

Men snart har den effektive dørmand lidt for meget kontrol – opgangens overklassefrue er lidt ærgerlig over selv at skulle åbne og lukke for rengøringsdamen, og en letlevende dame synes han snager i hendes affærer. Da den liberale tv-producer Charlie Hyatt (Martin Sheen) bemærker nogle mistænkelige sammenfald, og Mack viser Hyatts søn sin pistol, bliver det for meget, og beboerne beslutter at opsige dørmanden.

Men da Hyatt senere på aftnen befinder sig på gaden i Queens på udkig efter dørmanden, som ikke er hjemme, og mønttelefonerne er ødelagte og han omringes af en bande af den slags spraglede og stjernepsykotiske bøller, som actionfilm fra 1980erne er så rige på, er han pludselig meget langt fra hjemmets tryghed. Ude af stand til at forsvare sig afleverer han alle sine værdigenstande, men det er ikke nok for bøllerne – måske provokerer hans forsvarsløshed dem – og de kan sagtens finde på flere måder at krænke det svage borgerdyr på.

Så er det heldigt, den slagfærdige eks-soldat er i nærheden. For måske betaler man for sikkerhed med frihed, men hvad gør et blødsødent borgerdyr, som ikke kan forsvare sig som en mand?

I Maniac Cop er det endnu værre fat. Her er kæden helt hoppet af for en galning i politiuniform, som raver rundt og myrder tilfældige mennesker på gaden. Der opstår efterhånden panik på grund af rygter om en ansigtsløs, kolossal dræbermaskine, en slags løbsk Jason-Terminator-hybrid, og det kulminerer med, at en husmor skyder en tilfældig trafikbetjent, da han stopper hendes bil.

Betjentene Jack Forrest (Bruce Campbell fra Evil Dead-filmene) og Theresa Mallory (Laurene Landon fra America 3000) kommer på sporet af en mystisk, justitsmyrdet betjent. Naturligvis er politichefen (Richard ”Shaft” Roundtree) skeptisk og afviser deres teori – lidt synd at hippe Shaft skal trækkes igennem den rolle – men de to betjente forfølger sporet, og snart står de midt i forsvundne sagsmapper, lyssky retsmedicinere og en regulær massakre mod politistationen…

Maniac Cop er næsten tegneserieagtig 80er paranoia-action i stil med ”Årgang”-filmene. Men temaet er relevant nok: Kan vi være sikre på politiets beskyttelse – og hvad hvis politiet selv pludselig går amok?

The Guardian (Sikkerhedens Pris) (1984)

Med Martin Sheen, Louis Gossett jr.

Inst.: David Greene. Manus: Richard Levinson, William Link

Maniac Cop (1988)

Med Robert Z’Dar, Bruce Campbell, Laurene Landon, Richard Roundtree, Tom Atkins

Inst.: William Lustig. Manus: Larry Cohen

Mere bånd

For nogle måneder siden skilte jeg mig i et anfald af feng shui af med de fleste af mine VHS-film... efter at have set dem et par gange måtte det være nok med at have de store og lidt uhumske, gamle kassetter stående og fylde i mit ellers så stilrene hjem.

Men i sidste weekend begyndte det pludselig at trække i mig igen, så jeg måtte lige stikke forbi et par genbrugsbutikker og se, om der skulle være noget at komme efter. Det var der. Jeg fik fyldt en hel indkøbspose med især halvobskure 80er action- og sci-fi-film til en krone stykket. Her er nogle titler:

Rummets Lovløse (som foregår i år 2.500 - intet mindre), Ultra Force (om knaldhårde politisoldater med Rambo-bandana), Time Guardian (rumfilm med Carrie Fisher), Maniac Cop (hvad mon den handler om?), et par stykker med Chuck Norris og ikke mindst Knight Rider med David Hasselhoff - som film!

Jeg omtaler filmene i den nærmeste fremtid, efterhånden som jeg får dem set. Er allerede i gang med The Guardian (Sikkerhedens Pris på dansk) - et selvtægtsdrama med Martin Sheen og Louis Gossett jr. fra omkring 1980 - som virker lovende ubehagelig...

Girlpower

Her er et par bidder fra film med stærke kvinder, der har været omtalt på bloggen:

TAG The Assassination Game - Linda "Terminator" Hamilton i farlig leg med sugekop-pistol. Sigt ikke på øjnene!


Lovely But Deadly - Skønt kikset selvtægtsdrama med den friske collegepige Lovely


The Lost Empire (Ninja Amazone) - brystfikseret gladiator-krimi. Det glade vanvid!


Og her et par stills og en plakat som bonus:

Mit værste mareridt: Karius og Baktus

Den uhyggeligste film, jeg nogensinde har set, er Karius og Baktus. Og det er ikke fordi, jeg ikke har set Eksorcisten, Night Of The Living Dead, Rosemary’s Baby, Alien, Saw eller de andre berømte gysere, som normalt betragtes som verdens mest skræmmende film. Nej, mit værste filmmareridt er den gamle, norske dukkefilm om de to bakterier Karius og Baktus, der bor i drengen Jens’ mund og piner hans tandsæt. Filmen har gjort et nærmest traumatisk indtryk på mig.


Det fortjener nok en forklaring.


Da jeg gik i børnehaveklasse i 1970erne, var det blandt andet institutionens opgave at lære os børn at børste tænder. Hvis vi ikke passede på vores tænder, dvs. børstede både morgen og aften og helst fuldstændig undgik søde sager, rådnede vores tænder og faldt ud af munden på os, lærte vi af tidens grumme skræmmepædagogik.


Et af de effektive våben i kampen mod tændernes forfald var filmen Karius og Baktus. En på overfladen sjov dukkefilm med et opbyggeligt budskab, men under overfladen et skræmmende stykke betonpædagogik, grænsende til rædselspropaganda, der gjorde et uudsletteligt indtryk på denne beskuer og nærmest traumatiserede hans forhold til tandhygiejne.


Vi så filmen flere gange i min børnehaveklasse-tid. Det foregik på den måde, at vi i bus blev kørt ind til en skole et ukendt sted i den indre by, hvor vi ellers aldrig kom, men som åbenbart var den eneste skole i området med en filmfremviser. Ja, det var tiden med snurrende smalfilmsfremviser og Statens Filmcentrals logo i starten af filmen.


Der blev vi forsvarsløse børn placeret på stolerækker i en mørk kælder og udsat for statens filmopdragelse. Jeg kan tydeligt huske filmens udtryksfulde, uhyggelige stemning: Den djævelske, okkulte musik, Karius og Baktus’ rotteagtige udseende og vanvittige grin, den hule lyd af deres hakker imod Jens’ tænder, den groteske blanding af veloplyst, klinisk scenografi og det luskede forehavende – der minder om torturscenen i Maratonmanden, hvor den nydelige og grundige Doktor Szell piner Dustin Hoffmans karakter i et snusket baglokale –, og ikke mindst Jens’ smerteskrig når Karius og Baktus hakkede huller i hans tænder til deres huse, og da tandlægen til sidst borede med lige så stor smerte – som en klassisk voksenautoritær, det-er-til-dit-eget-bedste nemesis. Så kan du lære det!


Og som god, effektiv propaganda kombinerede filmen frygt med skyld. Ikke blot fik den en til at frygte at man tabte sine tænder (enter Freuds gamle drømmeteori om at tab af tænder = tab af potens, ak og ve!), men den fik også en til at føle skyld over at fremstå som en uansvarlig, ukontrolleret sukker-junkie.


Som læseren måske aner, har filmen gjort et uudsletteligt – nærmest traumatisk – indtryk på mig. Den har mejslet ind i min bevidsthed som en af livets vigtigste læresætninger: ”Du skal huske at børste tænder. Helst både morgen og aften. Ellers er det værst for dig selv”.


Alligevel kan jeg godt finde på at springe tandbørsten over en aften i ny og næ. Det betyder dog ikke, at traumet er forsvundet, fordrevet af voksenlivets erfaring og perspektiv. Frygten for fortabelse lurer altid i baghovedet. Det er værst for dig selv …

Fede tider

Fandt forleden Fast Times at Ridgemont High på amerikansk VHS i pap-kassette for en flad femmer. Kan ikke huske hvor. Har selvfølgelig allerede genset - og nydt - den både bøvede og følsomme coming-of-age 80er-kultkomedie om en flok unge på en amerikansk high school, hvor Nils Malmros møder American Pie, og hvor den store karakterskuespiller Sean Penn er stenet surfer og Jennifer Jason Leigh topløs teenager.

Den passer perfekt sammen med Ferris Bueller's Vilde Pjækkedag og flere af John Houston's teenage-komediedramaer. Men man bør nok kun se én af dem af gangen, og derefter vente nogle uger indtil den næste...

"I'm a single and successful guy".

Fast Times at Ridgemont High (1982)
Inst.: Amy Heckerling. Manus: Cameron Crowe
Med Sean Penn, Jennifer Jason Leigh, Judge Reinhold m.fl.